ØK - kompagniet i verdensklasse
EAC - The world-class company
Gå til undervisningsmateriale --> Gå til litteraturliste --> Gå til evaluering --> English version -->
- en serie fortalt af Anette Eggert Frydenberg og Ebbe Kyrø
”ØK - Kompagniet i verdensklasse” er en dokumentarserie i seks dele, der suppleres af et tekstmateriale med elevopgaver og litteraturliste. De første fem dele handler om fem faser i ØK’s udviklingshistorie, mens sjette del orienterer om organisationen og virksomhedskulturen i ØK.
Det Østasiatiske Kompagnis historie er et centralt kapitel i dansk erhvervshistorie. Vi sætter fokus på en af Danmarks mest visionære iværksættere, H.N. Andersen og på, hvordan han realiserede sin plan for et verdensomspændende kompagni. Vi trækker de store linjer op og følger, hvordan ØK navigerede gennem økonomiske op- og nedture, under krise og krig, og hvordan Kompagniet indrettede sig under skiftende rammebetingelser. ØK var i en lang årrække Danmarks største erhvervsvirksomhed og nåede i begyndelsen af 1970erne at blive Skandinaviens største - et konglomerat af rederi og datterselskaber, agenturer og industrielle partnerskaber.
ØK havde længe førertrøjen på ift. innovative skibstyper som dieselskibe og containerskibe. Men i kølvandet på 70’ernes oliekriser vendte udviklingen fra ekspansion til tilbagegang. Kompagniet havde spredt sig over for mange forretningsområder og investeret alt for meget for lånte penge. I 1992 klappede gældsfælden sammen om ØK. Paradoksalt havde Danmarks mest internationale virksomhed svært ved at klare sig, da globaliseringen for alvor slog igennem. Efter en række fatale fejlinvesteringer var ØK efter 2005 en afviklingsforretning.
Selvom ØK ikke længere eksisterer som selvstændig virksomhed, har Kompagniet sat varige spor. Dels som grundlægger af en række virksomheder, der fortsat eksisterer og dels som fødselshjælper for store danske virksomheders markedsføring over hele verden.
Det samlede materiale er et gratis undervisningstilbud til elever i gymnasiet (Stx, Hhx, Htx, HF) og elever på Martec (maritim student). Materialet kan indgå i undervisningen på Simac (maritim akademiuddannelse) og på CBS (erhvervs- og søfartshistorie).
”ØK - Kompagniet i verdensklasse” henvender sig også mere bredt til danskere med interesse for erhvervs- og søfartshistorie samt ØK-Fondens internationale forbindelser.
Produceret med støtte fra A/S Dampskibsselskabet Orient’s Fond og ØK-Fonden.
Copyright Cicerone ApS og Nexus Kommunikation A/S 2023